Gå til hoved-indhold

En rejse ind i en verden af ro og skønhed

Allerede på vejen ind gennem den gamle bøgeskov kan I mærke pulsen falde.
Uanset årstiden er naturoplevelsen altid smuk på vejen til Hotel Amerika.

Indenfor oplever I en afslappet atmosfære, hvor den stemningsfulde indretning indbyder til ro og tid til at nyde den
- og det ligger os meget på sinde at give jer en skøn oplevelse under hele jeres besøg hos os.

Hotel Amerika er 4-stjernet, rummer 68 værelser og 5 konference/mødelokaler. I Restaurant Uafhængig tilbydes
et varierende udvalg af autentiske retter af de bedste råvarer og inspiration fra skoven og området omkring Mariager Fjord.

Vi glæder os til at byde velkommen her hos os!

Gratis WiFi på alle værelser
Ladestandere til el-biler
Parkering er gratis
Tjek ind kl. 15.00
Tjek ud kl. 11.00

Lidt historie

Fra blindehjem til hotel
I 1937 tilbød Ambulance Komiteen, Hobro, Dansk Blindesamfund en stor grund i Østerskoven i Hobro. Samme år kunne det første ferieblindehjem i Danmark kaldet Solgavehjemmet indvies. Med stor interesse for og udvidede aktiviteter i Solgavehjemmet blev bygningen for trang. Det, sammen med de udfordrende udendørsarealer med skrænter og smalle stier, bevirkede, at Dansk Blindesamfund - til stor ærgrelse for mange - måtte søge nye muligheder.

I februar 2003 købte den aktive forretningsmand Ove Rasmussen, som var nabo med Solgavehjemmet, grunden og de tilhørende bygninger.
Ove og mange andre forretningsdrivende havde i mange år efterlyst et hotel i Hobro til kunder og gæster udenbys fra. Allerede i juni 2003 kunne Ove og søn Jens Rasmussen, som også havde stor interesse i projektet, påbegynde forandringen fra feriehjem til hotel. Også Jens' hustru Hanne Rasmussen med stor erfaring fra restaurationsbranchen indgik i samarbejdet. I november 2003 kunne Hotel Amerika åbne dørene og byde de første gæster velkommen.

Hvorfor navnet Amerika?
I 1800-tallet vendte en mand tilbage til Hobro efter en årrække i Amerika. Han købte nogle grunde og opførte huse, som lokalt blev kaldt "Amerikanerhusene". Besøg hos "amerikaneren" blev med tiden ændret til, at man skulle besøge "Amerika" - heraf navnet.