ANSVARLIG HOTELDRIFT
Vi har stor respekt for naturen, miljøet og mennesker.
Mindre madspild, mindre affald, mindre plast, sikring af korrekt gen- og ressourceanvendelse er nogle af de emner, som står på vores grønne agenda.
Vi taler sammen. Lærer af og med hinanden i vores arbejde mod en mere bæredygtig fremtid.
Vi er medlem af den faglige brancheorganisation Horesta. Og vi følger naturligvis krav om lønforhold, goder og ansættelsesbetingelser.

AFFALDSSORTERING
Vi sorterer affald på hele hotellet; køkken, restaurant, værelser, fællesarealer ude og inde. På værelset kan du nemt stille dine flasker af glas/plast samt dåser ved siden af skraldespanden, så sørger vi for den videre korrekte sortering. Skulle du have noget teknik, batterier eller lignende, som du gerne vil af med, kan dette afleveres i receptionen, hvorfra vi tager det videre til genbrugsstationen.

RENGØRING AF VÆRELSER
Den daglige rengøring på værelserne og udskiftning af håndklæder er reduceret, således ophold over flere nætter kun er omfattet af slutrengøring. Dette er med henblik på at mindske forbrug af vand, strøm, rengøringsmidler, vask etc. Skulle du som gæst ønske et nyt håndklæde eller have brug for en lettere rengøring, er vi naturligvis behjælpelige med dette uden ekstra omkostning for dig.
Vi benytter vaskeri, som er svanemærket.

MINDRE MADSPILD
I vores køkken har vi stor fokus på at minimere madspild. Vi køber så vidt muligt bæredygtigt ind, gerne økokologiske og miljømærkede produkter. Med naturen som nabo er det naturligt for os at gøre stor brug af sæsonbestemte råvarer.
Vi portionerer vores retter. Det gælder også vores morgenmad, som serveres som anretninger på fine opsatse afstemt antal gæster ved bordet.